Online terapi – effekten er lige så høj som ved fysiske møder
Måske tænker du: ”Online terapi: Det vil ikke du´ for mig. Jeg har brug for et fysisk møde med min terapeut”.
Igennem de seneste par år har jeg lavet mere og mere online terapi. Det fungerer forbavsende godt. Faktisk har jeg selv været forundret over, hvor nemt og enkelt, det fungerer.
Og især har jeg været opmærksom på, om det har været muligt at skabe den gode, nære kontakt, som jo er så vigtig for, om samtaler og terapi rykker og gør en forskel.
Den gode nyhed er:
Kontakten og nærværet kan være fuldstændig lige så god – og terapien lige så vellykket, som hvis vi sad i samme rum. Faktisk viser forskning, at behandlingen har lige så god effekt som ved fysiske møder.
Jeg har rigtig mange gode eksempler på det. Læs hvad et par af mine online klienter siger om online-terapi – nederst på siden.
Samtidig vil jeg også sige, at for nogen er det klart bedst at sidde i det samme lokale som mig. Og her handler det selvfølgelig om at respektere vores individualitet og de udfordringer, vi hver især støder på i tilværelsen, og som kan kræve noget forskelligt.
Hvad kan online terapi – og hvilke fordele er der?
- Du kan sidde hjemme i din egen stue
- Det kan for nogen føles mere trygt og roligt
- Du sparer tid til transport
- Ingen stress med at finde parkeringsplads
- Det gør det nemmere at finde en time til terapi midt i en travl kalender
- Du kan fortsætte din terapi, selvom du er udenlands, på ferie, på kursus eller familiebesøg
Jeg bruger online platformen Whereby, som er GDPR sikret.
Du får tilsendt et link, som du kobler dig op med. Det er meget nemt.
Du skal bruge det samme link hver gang.
Velkommen i mit virtuelle terapi rum
Udtalelse fra Sophia Schroeder – online klient
Hanne er en af de terapeuter, der har hjulpet mig mest, og som har støttet mig i den største udvikling. Jeg føler mig enormt tryg ved Hanne, og det har gjort det muligt at komme dybere ind i sjælen, hvor vi sammen har forløst flere udfordringer.
Hanne er fantastisk dygtig til at facilitere forløsende processer online, som hele vores forløb har været. Hun har så meget nærvær, at det kan mærkes gennem skærmen.
Det har også været en gave at få terapien hjemmefra. Fleksibiliteten ved online-terapi har haft høj værdi for mig i en travl hverdag, og så er det enormt rart at være hjemme, når sessionen er slut, i stedet for at skulle ud og navigere i trafikken. I stedet kan jeg tage mig et øjeblik til at lande igen.
Udtalelse fra Lærke Kror – online klient
Jeg har gået i terapi hos Hanne i flere år, on-and-off. Vi startede med at mødes i hendes hyggelige fysiske lokale på Filosofgangen 24 st. i Odense – men så skulle jeg flytte fra byen. Derfor gik vi over til online-terapi. Det har fungeret SÅ godt – jeg er meget tilfreds, og har været tryg hele vejen igennem.
Hanne har formået at skabe et rum, som har gjort det trygt at have dybe, spændende, udfordrende, og til tider svære terapisessioner online. For mig har det ikke gjort nogen forskel, at vi ikke har siddet overfor hinanden fysisk, fordi Hanne har formået at gøre mig fuldkommen tryg og komfortabel.
Fleksibiliteten har tilmed været en stor fordel – fordi jeg har haft mulighed for at sidde derhjemme, og undgå transporttid. Jeg synes, at det taler for sig selv, at jeg har gået i online-terapi hos Hanne i 2 år nu. Det fungerer bare – det virker! Og er trygt og rart samtidig. Jeg giver onlineterapi med Hanne mine største anbefalinger!