Opvækst og familiens skæbne

Børn tilpasser sig familiens normer – og forsøger at skabe balance

Når børn vokser op, har de brug for at føle sig elsket, at høre til, at blive set – som dem de er. De har brug for at mærke forældrenes kærlighed, omsorg og beskyttelse for at kunne udvikle sig til sunde og balancerede mennesker. Det er desværre ikke altid det, der sker. Det kan der være mange grunde til.

Indenfor familieopstilling taler man om, at et familiesystem har nogle iboende naturlige ordener, som f.eks. at børn skal være børn og forældre skal være forældre. Ofte er der ubalance i denne orden. En årsag kunne være en forælder, der har store problemer med sig selv og derfor ikke har overskud til at tage sig af sit barn. Forælderens vanskeligheder kunne f.eks. dreje sig om en stor sorg, overdreven vrede, mindreværd, alkohol, fysisk eller psykisk sygdom. Det vil påvirke barnet, hvis forælderen ikke er i stand til selv at tage sig af sine problemer.

Barnet i sådan en familie vil få en oplevelse af at skulle “passe på” mor eller far og vil ofte udvikle en stor hensyns- og ansvarsfølelse. Barnet vil tilpasse sig situationen og udvikle forskellige strategier for at skabe fred og ro i familien. Måske “trøster” barnet forælderen eller bliver stille og isolerer sig for at “forstyrre mindst muligt”. Andre børn vil blive meget hjælpsomme. Nogle børn vil blive familiens klovn for at sprede glæde i familien. Atter andre børn vil “præstere” for at få opmærksomhed og gøre forældrene stolte.

Generelt vil sådan et barn bruge meget psykisk energi på at være opmærksom på, hvordan omgivelserne har det og på stemningen i hjemmet. Barnet kan få problemer med at mærke sig selv, egne behov og følelser. De indre tilpasnings strategier, der udvikler sig i barneårene, vil ofte følge med op i voksenlivet. Som voksen har man måske fortsat pro-blemer med at mærke sig selv (fordi man aldrig har lært det). Vedkommende vil kunne føle sig fastlåst i gamle roller og uhensigtsmæssige mønstre og have problemer med at finde sin egen livsvej.

De indre strategier, der udvikler sig i et barn og i familien kan blive til normer for, “hvordan man opfører sig i vores familie”. F.eks. kunne nogle normer være: Der tales ikke om følelser, generel fortielse, man skal præstere for at være noget værd, man skal yde, før man kan nyde, man er overdrevet optaget af og bange for, hvad andre tænker, man benytter sig af vold og alkohol, som en del af at klare livet.

Det er sådanne strategier og mønstre, der opstår i familier, og som bliver videregivet til børnene og fremtidige generationer. Ofte er mønstrene meget ubevidste. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved disse strategier, fordi de er så indgroede, og fordi de opleves som “sandheden”.

Når man arbejder med sin egen personlige udvikling, vil man støde ind i mønstre af denne karakter. Man motiveres til at bryde mønstrene, når mønstrene hæmmer ens livsudfoldelse eller virker ødelæggende på ens relationer.

Hvordan kan vores familiehistorie kædes sammen med vores aktuelle, personlige udfordringer?

Både begivenheder, der er sket i vores eget liv, og de begivenheder, der er sket i tidligere generationer af vores familieslægt, påvirker vores personlighed og vores aktuelle liv i dag. Man har forsket i emnet, og resultaterne viser, at minder, traumer og adfærd fra tidligere generationer nedarves. Det vil sige, at hvis en oldefar har været udsat for en traumatisk oplevelse, så kan man som efterkommer være bange for noget, der har med hans oplevelse at gøre.

For få generationer tilbage var krigsoplevelser, fattigdom og tidlig død almindelige påvirkninger i livet i Danmark. Hvis der dengang ikke var støtte nok fra omgivelserne og/eller personlige ressourcer nok til at håndtere situationen, så vil følelserne forblive uforløste, og der vil opstå overlevelsesreaktioner i form af f.eks. vrede, tilbagetrækning eller følelseskulde, som vil dominere den ramte og dennes slægt.

Et konkret eksempel: En bedstemor, der som barn har været udsat for overgreb og ikke fået hjælp til at bearbejde disse oplevelser, vil have meget stress i sit nervesystem i form af mistillid, sorg og hjælpeløshed – men på et kropsligt og ubevidst plan. Senere i livet vil denne bedstemor have svært ved at være ordentlig tilstede og nærværende med sin egen datter, fordi hun er “optaget af noget andet” (overgrebene), og derfor kan hendes datter komme til at opleve sig betydningsløs eller få en følelse af at være forkert og ikke god nok. Denne datter vil sandsynligvis, på et ubevidst plan, komme til at give dette mønster med manglende tilknytning og dårligt selvværd videre til sine egne børn, også selvom hun elsker dem højt. Dette er et eksempel på, hvordan dårligt selvværd kan gå videre i generationer – og leve i dig og mig som et tema/mønster.

Familieskæbner kan altså præge vores indre som en ubevidst kraft eller et ubevidst mønster, der påvirker os i vores adfærd og hverdagsliv. Det er som om mønstret udspiller sig igen og igen – i forsøget på at blive helet.

Forskning tyder på, at familiens traumer kan ligge i vores gener

Forskning tyder som sagt på, at oplevelser fra vores forfædre kan lægge sig i genetikken. Vi kan altså “arve” oplevelser, følelser og reaktioner fra vores forfædre. Disse oplevelser vil være meget ubevidste for os og vil være knyttet til vores ubevidste og kropslige hukommelse. Derfor kan vi komme til at slås med noget, vi ikke selv har oplevet, og som slet ikke er aktuelt længere. På et dybt og instinktivt plan vil vi opleve, at der er “fare på færde”, selvom truslen for længst er ovre – måske for flere generationer siden. Dette kan muligvis være en af forklaringerne på, at nogen mennesker kan opleve indre reaktioner, som er helt uforståelige, og som opleves som om “de ikke har noget med vedkommende at gøre”.

Du kan læse spændende artikler om traumer og epigenetik via dette link.