Er du i tvivl om, om mindfulness kunne være noget for dig? I dette blogindlæg kan du læse mere om hemmeligheden bag alle de gode effekter af mindfulness.
Mindfulness handler om nærvær og fordybelse – og om at komme mere ind til kernen af sig selv.
Alle, der har lyst til at lære mindfulness, kan få glæde af de virksomme mindfulness øvelser. Ung som gammel. Der er så mange fordele ved at blive mere bevidst nærværende. Dem vil jeg fortælle dig om i dette blogindlæg.
For mange år siden – før jeg vidste ret meget omkring meditation og mindfulness – havde jeg mange fordomme omkring meditation. Jeg synes, det var underligt, at munke, nonner og andre åndeligt søgende isolerede sig i måneder, måske årevis i huler eller på klostre og søgte stilheden. Som et resultatorienteret, vestligt menneske tænkte jeg: Hvad kan der dog komme ud af det? Det var for mystisk. Og jeg kunne på det tidspunkt ikke forestille mig, at mindfulness på noget tidspunkt skulle blive en del af min vej.
Og alligevel var der en lille nysgerrig stemme. Hvad var det, der fik mennesker til at søge fordybelsen, stilheden, indadvendtheden? Der måtte være en god grund, ellers ville så mange mennesker i mange forskellige lande, uafhængigt af hinanden, ikke investere så mange timer i at praktisere mindfulness.
Da jeg altid har været et nysgerrigt og spirituelt søgende menneske læste jeg fra tid til anden artikler og bøger om emnet.
Først i 2004, da jeg startede med at læse til psykoterapeut, begyndte jeg at få mine første personlige erfaringer med mindfulness. På den psykoterapeut skole, hvor jeg gik, mediterede vi hver morgen. Jeg kunne mærke, det gjorde noget godt. Men på det tidspunkt kunne jeg ikke sætte ord på, HVAD det gjorde godt for.
Samtidig var jeg også forvirret, fordi vores forskellige undervisere introducerede meget forskellige slags meditationer og mindfulness øvelser. Vi afprøvede lydmeditationer, kigge ind i et lys, visualiseringer, rysteøvelser, gå-meditation og meget mere. Det virkede tilfældigt, og vores undervisere fortalte ikke, hvad det hele skulle gøre godt for. Jeg manglede et: HVORFOR gør vi det her.
Når det er sagt, vil jeg også sige, at jeg er dybt taknemmelig for den introduktion til mindfulness og meditation, jeg fik. For det blev klart for mig, at mindfulness var en del af MIN VEJ fremadrettet. Men der skulle gå nogle år, inden mindfulness blev integreret i min hverdag. Siden da har intet været det samme.
Efter mange kurser, retreats, forskellige undervisere og en længere mindfulness uddannelse er jeg blevet klogere (heldigvis da). I dag kan jeg se, at det der manglede dengang var noget struktur, en gradvis opbygning af mindfulness øvelserne og ikke mindst noget viden om: HVORFOR er det her en god ide. Hvad er effekterne af at lave mindfulness øvelser? Hvor fører det os hen? Og denne viden, tror jeg, er sindssyg vigtig at have, hvis man skal fastholde motivationen for at lave mindfulness.
Hvad er hemmeligheden bag mindfulness?
Lad mig løfte sløret for nogle af de overordnede virkninger af mindfulness. Det aller vigtigste er, at mindfulness balancerer både vores sind og vores krop. Det kan lyde mærkeligt, at små enkle vejrtrækningsøvelser og opmærksomhedsøvelser kan have denne effekt, men det er sådan, det er. Mindfulness går ind og påvirker både vores psykiske velbefindende og afhjælper fysiske skavanker. Der skabes harmoni og stabilitet i krop og psyke. Og det er der faktisk nogle enkle biologiske forklaringer på. Det handler dybest set om den måde vores nervesystem fungerer på.
Med mindfulness aktiverer vi kroppens afslapningsrespons. Det er en livsvigtig funktion, og det er nødvendigt for os at kunne skifte mellem at være i aktivitet og hvile. Det har vi bare glemt. Når krop og sind er i hvile/slapper af, så balanceres alle de indre systemer. Kroppen regenerer, celler fornyes, stofskifteprocesser genoprettes. Kroppen kommer i balance på dybe planer. I vores menneskelige, individuelle krop oplever vi det, som, at ”vi lader op”. Vi bliver sat i stikkontakten. Vores indre batterier bliver ladet op.
I vores høj-stress kultur, hvor vi er meget på og meget i aktivitet, låser vores nervesystem sig nemt fast i en form for alarmtilstand – også kaldet stress. Der bliver produceret alt for mange stresshormoner. Det er der efterhånden rigtig mange i vores samfund, der kender til. Under stress mister nervesystemet sin naturlige evne til at regulere sig tilbage til afslapning. Mindfulness hjælper os med at genaktivere vores afslapningsrespons og holde den ved lige.
Når krop og sind begynder at kunne slappe af, kommer alle de gode effekter af mindfulness. Jeg vil her nævne nogle af de vigtigste.
Konkrete gode effekter af mindfulness
- Du kommer mere ind til kernen af dig selv
- Du får mere RO på
- Du opøver evnen til at være nærværende og til stede, hvor du er
- Du får et åndehul, hvor du bare kan være – uden at skulle noget
- Du kommer dine stresssymptomer til livs
- indre tankemylder og grublerier stilner af
- Din nattesøvn bliver bedre.
- Du får nemmere ved at koncentrere dig og undgår at miste fokus
- Du får mere energi og bedre humør
- Du får et større fysisk og psykisk velbefindende
- Du bliver bedre til at prioritere din kostbare tid og meget, meget mere…
Du kommer tættere på dig selv, når du dyrker dit eget nærvær. Du får det nemmere i dine relationer – ja, der er ikke mange ulemper med at blive bevidst nærværende. Du vil opleve ro og fordybelse, på en helt ny måde.
Jeg drømmer om, at flere mennesker opdager, hvordan stilhed og nærvær med os selv, tænder for vores hjertevarme og indre lys. Set fra mit ståsted – så er det bare med at komme i gang.
Kærlig hilsen
Hanne